Jeg troede, at jeg skulle dø!

**OPDATERET!

Hej alle dejlige læsere!

Jeg sad i går og så en film, som hedder The Grey med Liam Neeson. Filmen starter med, at de styrter ned i et fly. Det fik mig til at tænke på dengang hvor, at jeg selv var med i en flyulykke. Min mor og jeg havde været på en af vores party trips, til Alanya og skulle flyve hjem fra Antalya lufthavn med Onur air.

* Det skal lige siges at både min mor og jeg, hele vores liv har været angste for at flyve. Min mor har haft den samme drøm i 19 år, et mareridt om at hun sad i et fly, der skulle til at styrte ned. Min farmor og hele hendes familie (forældre, søstre osv.) styrtede ned i et fly inden jeg blev født, og døde allesammen. Men efter et dusin af ture på to år, havde min mor og jeg ligesom sluppet angsten.

Det var en tidlig morgen d 1. Maj 2008. Jeg åbner mine øjne. De gør ondt. Jeg lukker dem igen, og vender mig i sengen. Av mit hoved, det banker. Jeg ved jeg skal op. Jeg åbner øjnene igen, og sætter mig langsomt op. Jeg kommer op og sidde, og støtter ryggen op af sengegærdet. Så langt så godt. Puha, en pludselig kvalme trænger sig på. Ad, min mund er helt tør. Hvor er der noget vand? Min mor kommer langsomt, men sikkert gående ind i rummet, mens hun holder sig om maven. Jeg vender hovedet og kigger på hende, jeg smiler og smågriner. Man kunne godt se hun havde været i byen i går. Ildrøde dehydreret læber, anden dags makeup, som er faldet mere eller mindre af og sorte render under øjnene fra nattens strabadser. ”Hold op Julie, bussen kører om lidt, med eller uden os” snerre hun vredt.. ”jaja, i know. Jeg er klar” svare jeg. Jeg tæller til 3, og rejser mig derefter fra sengen i et huk. Puha, jeg er oppe og stå. Men jeg svajer, frem og tilbage, frem og tilbage. Jeg bukker mig ned, og vil samle mit tøj fra forrige nat op fra gulvet af. Jeg rejser mig hurtigt igen, tager mig til hovedet, træder et par skridt bagud og falder ned på sengen ”oh god, just let me die.” udbryder jeg. ”

–          Not a clever move.

Bussen ankommer til Antalya lufthavn, med en mini forsinkelse på 10 minutter – selvfølgelig på grund af os.
Min mor og jeg skynder os, så meget vi nu kan, for at tjekke ind. Men kun for at kunne komme så hurtigt, som muligt op til maccen og få en cheeseburger og en iskold cola, mod tømmerdrengene. Ahh henrivende.  Flyet mod København går i gang med at boarde. Vi kommer ud af tømmermænds-tågen, og får slæbt os selv, og vores håndbagage hen til gaten. ”Åh nej, kø igen. Jeg magter seriøst ikke mere mor!” Får jeg udbrudt, da jeg ser gaten med den virkelige lange kø. ”Stop Julie, nu hurtigere vi kommer om bord på flyet, nu hurtigere kan vi lægge os til at sove.” svare min mor. – Det havde hun så evigt ret i, så jeg stillede mig modvilligt i kø. Vi stod bag et par. Jeg valgte taktisk korrekt at fokusere på et punkt, for ikke at blive svimmel, og derfor endnu mere dårlig. Jeg fokuserede på kvindens jakke foran mig. Efter et stykke tid, gik det op for mig, at hun havde samme jakke på som min mor. Min mors var bare guld, kvindens var sølv. Jeg kæmpede en brav kamp i mit hoved om jeg orkede at fortælle min mor det. Jeg overvandt diskussionen med mig selv og fik løftet min arm, og prikket min mor på skulderen. Jeg lagde min albue på hendes skulder, og pegede opgivende på kvindes sølv jakke, foran. Min mor fik fremtvunget et lille nødvendigt smil. (Vi havde det rigtigt dårligt!)

Vi stod i køen et stykke tid. Pludselig fór en ukendt og mærkelig følelse som et lyn fra en klar himmel igennem min krop. Noget var galt. Tømmermændene forsvandt for et øjeblik, og jeg begyndt at kigge rundt på folk i køen. Der var små børn, babyer, ældre, unge og alle havde det samme blik i deres øjne, især parret foran os. Noget var anderledes end det plejede. Men hvad?

Den mærkelige følelse forsvandt og en følelse af ”jeg-har-det-så-dårligt-fordi-jeg-drak-for-meget-i går-jeg-er-ligeglad-med-alt-så-lad-mig-nu-please-bare-sove!” vendte tilbage.
Endelig sluttede køen, vi kom om bord på flyet og fandt vores pladser. En ældre lille dame sad ved vinduet, jeg dumpede ned ved siden af hende i midten. Min mor satte sig yderst. Jeg smilede til damen. Hun udbrød straks ”Ihh, jeg er simpelthen skrækslagen for at flyve. Jeg har kun prøvet det få gange i mit liv, og jeg er lige bange hver gang.” Jeg prøvede at berolige hende: ”Bare rolig, vi har fløjet meget, og der er vidst ikke, nej jeg mener, der er ikke sket os noget… endnu.” Jeg var godt klar over, at jeg bare skulle tie stille. Jeg kunne på ingen måde formulere mig korrekt lige nu.

Endelig skete der noget, flyet startede og kørte lidt frem og stoppede. Piloten kørte flyet lidt frem igen, og stoppede. Han gjorde det et par gange. En rædselsfuld lyd, som gik lige i hjernen lød fra motorerne. Min mor og jeg kiggede på hinanden. Vores øjne kommunikerede til hinanden, at det nok var bedst, bare at lægge sig til at sove nu. Vi ville jo heller ikke skræmme, den stakkels ældre dame. Jeg lagde mig på skødet af min mor, og faldt hurtigt i søvn, eftersom jeg var i kæmpe underskud af søvn.

Jeg vågnede af et kæmpe brag! Jeg fik meget hurtigt, rejst mig op. Jeg kiggede ud af vinduet. Der var helt hvidt. Hvad sker der?! Mine øjne faldt på den ældre dame ved siden af mig. Hun sad bumstille, og kiggede på mig, med store brune fortvivlede og paniske øjne. Jeg vendte hovedet og kiggede på min mor. Hun stirrede lige ud i luften og var helt spøgelsesagtig hvid i ansigtet. BUM! Et større fald i højden fik pustet luften ud af alle passagerene. Min mor kastede sig, om bag min ryg og foldede sine fingre. Jeg kiggede rundt – nu på andre folk. Det hele gik nærmest i slowmotion. En mor og en datter sad overfor os. Datteren stor brølede, råbte og skreg en masse uforståeligt. Moderen var frosset fast og sad og kiggede direkte ind i sædet foran. Jeg vendte mit hoved, og kiggede længere fremme i flyet. Alle var i chok! Utroligt hvordan en så ufoklarlig følelse af magtesløshed lige pludselig rammer så mange mennesker, på en gang! Mit blik blev fanget af en stewardesse. Hun var helt grøn i hovedet, mere grøn end hendes uniform. Hun borede sine negle ind i hendes sæde, og lignede en der var i panik. Ikke et godt tegn, da min mor altid har fortalt mig, at jeg skal kigge på stewardesserne, og se hvordan de tager situationen, hvis de er i panik, så er der en grund til at være i panik.

Højtalerne i flyet begyndt at spytte ord ud, men jeg kunne ikke forstå hvad? Det var piloten, som råbte en masse i højtalerne men på tyrkisk, fedt! Jeg prøvede at tyde hans ord (med mit meget lille kendskab til tyrkisk). Men jeg forstod minimalt, og det eneste jeg kunne tyde, var at noget var stoppet..  Stewardessen så endnu mere panisk ud nu. Jeg lod mit blik slippe hende, men det blev hurtigt fanget igen, af vinduet bag hende. Det var røg udenfor! Nu skulle vi dø, i was sure. Jeg vendte mit hoved i et hurtigt ryk og kiggede ud af vinduet på vores side. Jeg kunne se havet. Men det var meget tæt på, det var faktisk alt for tæt på, og det kom tættere og tættere, til sidst var vi 50 meter fra havet. Jeg mærkede en hidsig bitterhed i min krop. Jeg har altid frygtet allermest at drukne! Jeg nåede hurtigt at håbe, at vi ville dø af en eksplosion ved mødet med vandet, og ikke drukne i vandet. Mit blik afbryder mine tanker, og jeg ser at vi er ovre land igen. På et splitsekund, bliver vinduet tildækket af en mægtig røgsky (something, is very wrong)!
Men på 0,5 rammer vi jorden, i en hårdere landing. Vi kurrer hen af jorden, og til sidst stopper flyet endelig! Idet sekund vi rammer jorden, flår alle sin sikkerhedssele af, og fare op! En steward hopper over alle sæderne, over til en dør, der åbner op ud til vingen. Han står (med hans små spaghetti arme) og hiver desperat i døren, for at få den op. Det når ikke at lykkes ham, før flere af de danske passagerer får skubbet ham væk, og får flået døren op.

Der bliver igen råbt i højtalerne – nu på engelsk. ”Jump off the wing! And leave you stuff, and take off your shoes, before you leave the plane” Min mor, som var ude på gangen som en af de første, smider sine sko op i luften og spurter ned af gangen. Jeg følger efter, men griber  i en tvangshandling først fat i alle vores ting under sæderne. Ude på gangen møvede alle folk og råbte. Jeg blev skubbet rundt om folk og ind i folk. Man skulle tro jeg var en petanque bold.  Flere på gangen græder og nogle er aggressive. Alle vil bare UD! På min vej ud, ser jeg tilfældigvis min mors sko på gangen. Jeg vælger (af endnu en tvangstanke) at samle dem op. Jeg bliver skubbet ind i et sæde, af folk bag mig. De råber at jeg skal se at flytte mig, og om jeg er sindssyg. Den eneste tanker der farer rundt i mit hoved er, at jeg skal have alle mine ting med ud!

Jeg bliver på et tidspunkt skubbet over til døren. En kvalmene varme møder mig i døråbningen. Inden jeg når at tage et skridt ud, bliver jeg blevet skubbet ud på vingen. Jeg rejser mit hoved og ser busser, ambulancer og brandbiler, men langt væk. Jeg ser en tyrker nede på jorden, som står og filmer flyet på hans telefon – flot knægt. Jeg bliver igen skubbet bagfra, og ryger hurtigt ned af vingen. En passager griber mig, på jorden, og skubber mig hurtigt af sted mod busserne. Jeg løber forvirret over mod dem. På vejen bliver jeg tilfældigvis genforenet med min mor. Hun krammede mig, og kyssede mig. (jaja, right. Jeg havde stadig ikke tilgivet hende, at hun bare skred fra mig) Jeg giver hende, hendes sko og hendes ting fra under sæderne. Hun smiler. Vi går videre over mod busserne, men stopper op på et tidspunkt. Vi vender os, og kigger begge på flyet som er et stort virvar omgivet af røg.. Vi vender os om igen, og går sammen over mod busserne.

Da busserne blev fyldt op, kørte de af sted mod lufthavnen. Der var en meget trygget tavshed i vores bus. Folk snøftede, og hviskede, krammede og kyssede. Alle stod meget tæt med deres bekendte. Tavsheden blev brudt af en mand i 50’erne midt i bussen der åbnede munden, og råbte højlydt “HUSK at det er sikre at flyve, end at køre bil i myldretiden i København”. (Han blev meget hurtig, ikke så populær.) Vi blev kørt hen til en lukket del af lufthavnen, og kom indenfor i en nogenlunde temperatur. Hele min krop rystede. Mine rystende hænder, prøvede at åbne min taske. Jeg fik åbnet lynlåsen, og fangede hurtigt de 20 david doff, og en lighter der lå i min taske. Jeg får sat cigaretten i mundvigen, og får tændt op under den. Flere havde fået samme idé, og indenfor ganske lidt tid, stod de fleste af os, med en cigaret i munden. Flere kom over til mig, og spurgte om de ikke måtte nasse en af mig. Jeg svarede at de måtte få alle dem de ville. Lufthavnens personale, begyndte at fortælle os, at det var ulovligt. Men de fandt hurtigt ud af, at det var umuligt at stoppe 157 danskere. En yngre kvinde, kom også og spurgte mig om en cigaret, hun fortalte at hun ikke havde røget de sidste 10 år, men at hun virkelig trængte til en. Vi satte os sammen med hende, og hendes kæreste. Parret som stod foran os i køen tidligere, kom også over og satte sig ved os. De hed Michael og Maria. Michael var gammel brandmand, så han tog det hele ualmindeligt pænt. Han hjalp os alle sammen rigtigt meget, med at slappe af, især mig.

Efter 1 time i lufthavnen var folk stadig i chok. Folk tog det meget forskelligt. Nogle begyndt at gå rundt og lave underskriftsindsamlinger, andre begyndte næsten af slås og nogle sad bare og græd. ”Hvordan skal vi komme hjem nu? Jeg skal aldrig, aldrig, aldrig nogensinde op i et fly igen. I HELE mit liv!!” spurgte jeg min mor. – Pjat med mig! Jeg fik nogle afslappende piller, og 4 timer senere blev vi alle tilbudt, at flyve hjem til lille og rolige DK, i en anden flyver. Jeg var overbevidst om, at jeg ALDRIG ville sætte mig op i en flyver igen. Men Michael og min mor fik mig overbevist.

Vi fløj hjem i en super flot og helt ny flyvemaskine. Under starten sad jeg imellem min mor og Michael. De sad begge og beroligede mig, hvilket var lidt synd for Maria, da hun sad alene overfor os, også med nerver på. Herefter husker jeg ikke så meget. Lige så snart adrenalinen forsvandt fra kroppen, og virkningen fra de to stesolider virkelig gik i gang, så blev alt lidt sløret. Men vi kom godt hjem og flyveturen var faktisk helt okay. Der var kun 4 danskere, som ikke var kommet om bord på flyet hjem, af diverse årsager.

Det var meget underligt at lande i Kastrup lufthavn.Ved modtagelsen i lufthavnen var pressen overalt. Min mor og jeg med tømmermænd, 2 dags make-up, bedugget af diverse beroligende and you name it, valgte at sige nej tak til et interview. (Det tror jeg også bare bedst) Vi kørte hjem af mod Nordsjælland og stoppede på Sawasdee i Rungsted, (en thailandsk take away butik) for at få noget mad. Mens vi stod der, så vi os selv i butikkens fjernsyn, komme ud af lufthavnen. Det var surrealistisk!

 

Vi har aldrig fået en opfølgning på problemet, på flyvemaskinen i Tyrkiet. Vi har heller ikke modtaget en “gratis-ferie” som vi alle var blevet lovet. For at gøre op for det problem, som piloten udemærket godt var klar over, inden vi lettede. Ellers ville han ikke have brugt 45 min, på at kører frem og tilbage.

Men husk altid at vælg et godt flyselskab, og ikke et billigt et, hvor i måske sparer 300 kr. Udover dette, så lyt til dig selv! Hvis jeg havde lyttet til mig selv 100% i Antalya lufthavn, så var jeg måske ikke gået om bord på flyet. Men det ved jeg nu. Udover dette, så flyver jeg i hvert fald aldrig med Onur air igen! Dette er sikkert og vidst!

Min mor og jeg ^. Vi har siden dengang været ude og flyve op til flere gange. Men vi kan stadig ikke gå ind i et fly, uden at være på noget beroligende.. Jeg håber også, at det snart er overstået med fly “ulykker” for min familie.

Artikler fra ulykken:

http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-11409890:danskere-hjemme-efter-n%C3%B8dlanding.html?rss

http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-11406883:dansk-feriefly-n%C3%B8dlandet-i-tyrkiet.html

 

– Julie Sommer